Stor opdatering til Myfone-appen
I den nye version af Myfone-appen (4.10) har vi forbedret eksisterende funktionalitet og tilføjet helt nye funktioner. Få et hurtigt overblik over alt det nye nedenfor. Den nye version af appen er tilgængelig i App Store og Google Play.
Naviger i appen under et opkald
På baggrund af feedback fra en række brugere har vi tilføjet muligheden for at navigere i appen under et igangværende opkald, så du ikke er begrænset til opkaldsskærmen. Du forlader opkaldsskærmen ved at trykke på den blå pil i øverste venstre hjørne, og du vender tilbage til opkaldet ved at trykke på den flydende opkaldsboks.
Notifikation ved ny telefonsvarerbesked
Du kan nu få en notifikation, når du har en ny telefonsvarerbesked. Tryk på notifikationen for at gå direkte til oversigten over telefonsvarerbeskeder i Myfone-appen.
Notifikationen vises, uanset hvilket af dine tilknyttede numre telefonsvarerbeskeden er lagt på. Du kan læse mere om, hvordan du aktiverer denne notifikation her.
Vis kønavn på indgående opkald
Du kan nu også få en notifikation, der fortæller dig, hvilken kø det indgående opkald har ringet til, hvis du er tilmeldt en eller flere køer. Du kan læse mere om, hvordan du aktiverer denne notifikation her.
Vær opmærksom på, at du kun modtager notifikationerne, hvis du har givet de rette tilladelser.
På iOS kan du tillade notifikationer under Indstillinger -> Notifikationer -> Visning af notifikationer -> Notifikationer -> Tillad notifikationer på iOS. Når du har tilladt notifikationer, kan du gå tilbage til Myfone-appen og vælge, hvilke notifikationer der skal være aktive.
Benytter du iOS 16’s nye fokusfunktioner, skal du sikre dig, at du har tilladt, at Myfone-appen viser notifikationer, når den pågældende fokusfunktion er aktiv.
Nyt overblik over notifikationer
Under indstillinger har vi gjort det nemmere at se, hvilke notifikationer man kan aktivere, og hvilke der allerede er aktiveret.
Ny placering af 'Tilmeld ekstern agent'
Vi har flyttet Tilmeld ekstern agent ind i samme menu, hvor du tilmelder en agent.
Statistik over køkald
Det er nu muligt at se statistik over køkald direkte i appen, ligesom du kender fra Myfone.dk.
Indgående opkald i køer
Du har nu et bedre overblik over indgående opkald, der venter i køen. Det er muligt at se de fem første opkald i køen.
Send besked til alle i en afdeling
Benytter din virksomhed sig af afdelinger, kan du nu sende en e-mail eller SMS til alle i en afdeling. Du finder funktionen ved at trykke på de tre prikker ud for afdelingens navn. En afdelings-SMS bliver sendt til alle mobilnumre på en kontakt i en afdeling.
SMS'er, der sendes fra Myfone-appen, er en del af brugerens mobilabonnement og ikke en del af WebSMS som på Myfone.dk. Vær derfor opmærksom på vores fair use-grænse på 3000 SMS'er pr. måned pr. abonnement.
På Android-telefoner er det ikke muligt at sende til mere end 20 mobilnumre pr. afdeling pr. gang. Dette er en begrænsning i Androids styresystem, og det vil altså sige, at det kun er de første 20 numre, der vil modtage en afdelings-SMS. Benyt her i stedet e-mail.